Forudsætninger for Fremskridt

Den målsætning vi gerne vil opnå, må vi finde ved at have en prioriteret debat. De forhold som har skabt smerte i befolkningen skal drøftes, men i en defineret periode, og når så vi har brugt tiden i den periode på at italesætte forholdene så må det næste være, at vi lægger det bag os og vi som befolkning fokuserer på det fremadrettede og på en struktureret måde for talt om hvor vi så vil hen: Hvilket samfund er det vi ønsker at skabe? Hvordan vil vi bruge alle de rigdomme som findes langs vores langstrakte kyst? Hvilke værdier skal opdragelsen af vore børn bygge på? Hvilke kritiske funktioner skal vi prioritere og målrettet uddanne landets egen befolkning til at varetage? Hvordan skaber vi en mere sund og fleksibel økonomi? Osv.

Hvis vi kan enes om behovet for dette, så er vi faktisk enige om det mest grundlæggende for at fortsætte dialogen. For hvis vort land skal opleve reel fremdrift, så skal vi som befolkning kunne føre en debat som er baseret på gensidig respekt og som ikke har en forud defineret konklusion, og at der er behov for dette, føler vi alle.

Vi bliver nød til at lære at blive bedre til at byde samtale og forskelligartede meninger velkommen. Hvis jeg skal tage et tilbageblik, så har mange af vores samfundsdebatter det tilfældes, at de meget ofte indeholder beskyldninger om at det er `de andres skyld´… Det er danskernes skyld… Det er myndighedernes skyld… Det er de folkevalgtes skyld… Det er embedsmændenes skyld… Det er fordi vi har været koloniserede… Og, på det seneste er vi gået 300 år tilbage i tiden, da Hans Egede var i landet og beskylder de ugerninger der blev begået mod vore forfædre.  Uanset hvad vi gør, så kommer Hans Egede ikke tilbage for at undskylde eller beklage sine gerninger, og vi har ingen mulighed for på behørig vis og i fuldt omfang at kunne vurdere om hans gerninger vitterligt var berettigede eller ej.

De omvæltninger som den grønlandske befolkning har overkommet igennem tiderne, og det der har givet grundlaget for at vi kunne fortsætte med at overleve her i landet er meget forskelligartet – hvilket i sig selv viser at det netop, når det virkelig gælder, er fællesskabet – der giver os kræfterne.  Derfor mener jeg, at tiden er inde til – på en moderne og udviklende måde – igennem en større folkelig dialog, at ’vende kajakken’ og at vi kommer ’tilbage på slædesporet’.

En debat baseret på gensidig respekt og tillid, i en åben proces – det må være disse metoder der danner grundlaget for vores debatkultur om de fremtidige rammer for udviklingen af vort land. Og sådan forholder det sig naturligvis også i forhold til Siumut – forhold som på nuværende tidspunkt ikke er opnåelige – med mindre vi beslutter os for at ændre det.

I Fællesskab

Hvis vi er klar til forandring og til en fremtid hvor vi er mere fælles om udviklingen, så må vi finde ud af hvordan vi i fællesskab skaber bedre rammer for hvordan landets befolkning får en større følelse af at være medejere til den udvikling vi ønsker.

Vi ved også, at uanset hvem der leder landet, så vil man aldrig kunne forudsige alt og man kan heller ikke have al viden om alle emner. Derfor bør vi finde en mere passende måde at inddrage den viden og erfaring der allerede findes i landet, og finde veje for at sikre at disse kapaciteter delagtiggøres mere i driften af vort land. Lad os erkende og anerkende at der er mennesker med masser af viden og erfaring som de ellers gerne vil dele, men som ikke ønsker at deltage i en politisk proces.

Vi bør også huske på, at folk har behov for at tale om de ting der ligger dem nærmest på sinde. Men i stedet for at gøre det ’ud i det blå’, bør vi tale om og prioritere hvilke emner det er vi ønsker at drøfte – ikke mindst bør følgende emner inkluderes: Opdragelse, Det gode liv og Social samhørighed. Det har vi behov for at tale om – også i Siumut.

Hvis vi vitterligt vil en fælles udvikling, så vil en model hvor vi søger kompromiser på tværs af partiledelserne også være en metode der skal anvendes i meget videre omfang, f.eks. kunne alle de forhold og udfordringer vi har indenfor Socialområdet sagtens trænge til et flerårigt nationalt kompromis. Sådanne nationale strategier og deraf følgende kompromisser på de forskellige områder behøver jo ikke at afvente Inatsisartut’s samlinger for at blive forhandlet på plads. Jeg mener, at vi med en sådan fremgangsmåde kunne skabe fælles forståelse om en lang række politik-områder – det har vi også behov for internt i Siumut.

Gensidig respekt

Vi lever heldigvis i et demokratisk land, hvor vi har valgt at vort demokrati skal være baseret på Parlamentarisme. Med denne styreform er det en absolut forudsætning, at landets Parlament (Inatsisartut) og Regering (Naalakkersuisut) formår at samarbejde – med gensidig respekt for hinanden.

Med denne demokratiske styreform har Inatsisartut en forpligtelse til at skulle kontrollere Nalakkersuisut’s virke, derfor skal vi huske at hver gang at der ligges forhindringer for denne kontrolforpligtelse – så gøres der et forsøg på at skade vort lands demokrati. Derfor har befolkningen også behov for at se, at Inatsisartut og Naalakkersuisut med gensidig respekt for hinanden og med forståelse for magtens tredeling, altid udviser samarbejdsvilje overfor hinanden.

Det er ikke mærkeligt at befolkningen, vælgerne, regner med at de folkevalgte formår at samarbejde. Det gælder også for Siumut. Men hvis dette skal kunne lykkedes, så forudsætter det naturligvis at der er en vilje til at debattere og til at tale sammen – for vi skal huske på, at hvis man alt for ofte vælger at basere sin politik på, at hver især blot fremkommer med nogle udsagn og at man derefter hurtigst muligt går til afstemning, så skaber man selv en haltende arbejdsmetode.

Derfor må vi stoppe med at spænde ben for hinanden – det må være de emner som samler os, som er i centrum. Da vi er så få som vi nu er, er det at passe på og tage hensyn til hinanden det mest fornuftige. At man blot stålsat vælger ikke at ville rokke sig, skaber blot en – til stadighed – mere splittet situation, lad os holde op med at tro at en sådan fremgangsmåde er den eneste mulige – også internt i Siumut.

Viljen til fællesskab skal være der

Vi skal heller ikke forglemme, at fordi vi er det lille samfund som vi er, har vi et større behov for at lede efter og fokusere på det der samler, da vi har brug for at kunne forsvare os selv.

Lad os være opmærksomme på at der også er folk, og sandsynligvis grupper, som aktiv arbejder for at der er så meget splid internt i befolkningen som muligt, for en befolkning som er i splid med sig selv – er meget lettere at overvinde. Vi skal selvsagt ikke lade sådanne grupper vinde, men hvis ikke de skal sejre – så skal vi udvise viljen til fællesskab og vitterligt ønske fællesskabet i langt højere grad end i dag – også i Siumut.

Hvis vi oprigtigt vil fællesskabet, så kommer vi ikke uden om, at det selvfølgelig er en forudsætning at have en samlende leder. Spørgsmålet til os må derfor være – hvor vigtigt vi anser værdier som fællesskab, delagtiggørelse, gensidigt respekt, ønsket om medindflydelse og en inddragende ledelse.

Vivian Motzfeldt,
Siumut